Mikael & Bette Mikael
Privat vuggestue og børnehave i Hjørring

Ny leder er ansat… Robin Valbirk er den nye leder
af børnehaven og vuggestuen Mikael og Bette Mikael.

Bestyrelse og personale har efter en grundig proces ansat en ny leder af Mikael og Bette Mikael. Det var faktisk en helt enig bestyrelse og medarbejder gruppe, der valgte den lidt utraditionelle kandidat som leder. Robin har en lederuddannelse fra Forsvarets Sergentskole, men vi kan berolige både forældre og børn med at han er ganske fredelig. Og et rummeligt menneske. som vi forventer bliver en god og empatisk leder for vores lille institution. Og så er han naturligvis også uddannet pædagog og har en bred vifte af erhvervserfaring. Robin er tiltrådt 1. december og er allerede godt i gan.

Et børneliv, når det er bedst

Midt i den travle hverdag findes der en daginstitution, hvor børn får lov til at være børn og har en stille og rolig hverdag sammen med kærlige, autentiske voksne. Vi er en lille privat børnehave og vuggestue beliggende ved mark og skov i udkanten af ​​Hjørring.

Når man træder ud af bilen, vil man kunne høre børnestemmer fra haverne. Sandsynligvis vil man også kunne lugte røg fra bål. Træder man nærmere vil man måske se se Pernille kløve brænde til bålet, samtidig med et par børn saver brænde på savbukken. Katrine og nogle børn er i gang med at rive blade sammen, inden fliserne skal også fejes. Andre børn står ved lågen iført refleksveste. De er klar til at skulle på tur sammen med Janni og Heidi. Rygsækken er pakket med snittekniv, for i dag skal der laves bue og pil. Måske når de at blive færdige, så de kan skyde lidt i skoven, inden turen går tilbage til børnehaven.

Fra køkkenet spreder der sig en skøn duft fra den kommende frokost, som Dorte er i fuld sving med. Et par børn smutter lige ind for at spørge ”Hvad skal vi have i dag?”. Måske er der endda nogle agurker, som Dorte skal have ”hjælp” til at få skåret ud. På kontoret finder man måske Ulla, sammen med et barn, der vil vide, hvad hun laver. Eller måske er der en, der savner mor og lige skal hygge lidt på skødet. Dette sker alt imens, der er børn, der suser afsted på løbecyklerne, nogen leger i sandkassen, andre klatrer i træer. Måske er der 2-3 børn, der har fået lov til at være inde og lege videre i salen, fordi de havde gang i en rigtig god og vigtig leg.

Går man videre over i vuggestuen leger 16 små charmerende vuggestuebørn ude i haven. De mindste skal måske have en lille lur. De er dog ikke klar til at gå glip af noget, så der er småprotester. De må dog overgive sig til søvnen, da Jane tager vognene og ”visser” lidt frem og tilbage. Mette har måske fundet sæbeboblerne frem. Det er et stort hit at fange boblerne. Men der er nu alligevel nogen, der hellere vil lave kager i sandkassen sammen med Anne Sofie. Lisbeth er ved at så i plantekasserne, og et par børn ser sit snit til at grave i jorden. Der går ikke lang tid, før de skal til at tænke på at gå indenfor, for at blive klar til frokost. De voksne starter sangen ”Ting-tinge-ling, enhver tager en ting, rydde op og hjælpe til, alle børn skal være med”… stille og roligt kommer sandting, cykler, dukkevogne mm på plads under halvtaget, og alle er klar til at gå indenfor igen.

Sådan kan et glimt af en dag i Mikael & Bette Mikael se ud.

IMG_9488 (002)-lille.jpg

Hos os er grundstenene:
- Autentiske og efterlignelsesværdige voksne
- Hjertevarm pædagogik i en tryg og hjemlig atmosfære
- Masser af udeliv og naturligt legetøj
- Sund og hjemmelavet, økologisk mad

Mikael & Bette Mikael har sine rødder i Steiner-pædagogikken. Vi definerer os selv i dag, som en Steiner-inspireret institution. Vi har pædagoger, der har vært ansat i vores vuggestue og børnehave i mange år, og derfor er kulturbærere af vores pædagogik. Men vi har også pædagoger, der er ansat indenfor de sidste par år. De bærer noget nyt med sig. Den kombination gør, at vi har et dynamisk miljø, hvor faglighed og pædagogik udvikler sig.

Vi er optaget af, ”at tage det bedste” fra Waldorf / Steiner-pædagogikken med os ind i fremtiden. Vi er meget opmærksomme på, at vi skal ”klæde børnene på” til at skulle videre i livet. De skal gå på forskellige skoler, hvor de kan klare sig mindst lige så godt, som deres klassekammerater. Dette skal vi holde os for øje, og derfor tilpasse vores pædagogik, så den lever op til vores egne krav til os selv.

Er du nysgerrig på, om vi kunne være det rigtige valg for dit barn og din familie, er du altid velkommen til at kontakte os og aftale et uforpligtende besøg.

Hjørrings mest hyggelige vuggestue med ro, rytme og nærvær i fokus

 

Det første, der møder dig, når du træder ind i Bette Mikael, er ofte duften af nybagte boller. Sammen med lyden af legende børn, nogle der synger, måske også en enkel der er lidt utilfreds, og som bliver trøstet af en rolig voksenstemme.

Vuggestuen kan rumme op til 16 børn. Børn som voksne får dagligt en bred vifte af naturlige sanseoplevelser; stearinlysenes varme og hygge, duften af blomsterne på bordet og rytmen af de mange sange der bliver sunget i dagens løb.

234782327_432641268035411_5793610658055271213_n.jpg

Lille børnehave med smukke rammer, god normering og plads til leg, fantasi, kreativitet og hygge

I vores børnehave har vi plads til 39 børn. De fleste er hjemmehørende i den “røde børnehave”, som børnene kalder den. Den yngste gruppe har stue i samme bygning som vuggestuen. Vi er meget optaget af overgange, og for at sikre den mest trygge start på børnehave-livet har vi valgt, at lave en stue hvor man i trygge rammer kan “lære” at gå i børnehave. Alle børnehavebørn har fælles legeplads.

Alle vores børn, store som små, har hver sin unikke plads hos os. Vi er optaget af, at børnene bliver mødt som det selvstændige individ, det er, samtidig med at det lærer at indgå i og være en vigtig del af fællesskabet. Vores praktiske gøremål er synlige for børnene, og de inviteres til at være en del af dem. Det kan være havearbejde, lægge vasketøj sammen, små opgaver i køkkenet mm.